Camille
Paper
Planes
Henrot
Tidens vigtigste kunstner indtager Copenhagen Contemporary
Camille Henrot er blevet kaldt netop det, og med udstillingen ‘Paper Planes’ beviser den franske kunstner hypen. Vi mødte hende til åbningen på kunstcentret, fik pletter på tøjet og noget at tænke over.
En dame har lige spildt tysk Riesling ud over mig.
Under normale omstændigheder ville det nok have ødelagt mit humør og mit tøj. Men jeg er iklædt mørkt hør og har det lidt for nice til at bekymre mig om tørringstider og pletter.
Her er nemlig ret dejligt denne aften på Copenhagen Contemporary, hvor juni-solen presser sig ind ad de store vinduer, og en velkurateret playliste, der strækker sig fra Mazzy Star og Tom Waits til braindance electronica, hænger som et pulserende bagtæppe i foyeren.
Et talstærkt publikum i alderen croptop til hornbrille står spændt og venter – for når en af samtidskunstens mest hypede superstjerner gør entré på Refshaleøen, vil man rigtig gerne være der.
Med udstillingen ‘Paper Planes’ præsenterer den franske kunstner Camille Henrot sin hidtil største soloudstilling i Skandinavien og forbinder tidligere og nyere værker i sin vedvarende undersøgelse af mennesker og relationer, klima og (mangel på) kontrol.
Det overhører jeg i al fald en sydsjællænder forklare sin københavnske sidemakker, og hvis kaos virkelig er et gennemgribende tema, føles vinskjolder pludselig som Henrot-core-påklædning.
Tilfreds hovedperson
Men nu er det slut med at studere egne bukser og andres dialekter, for i forlængelse af en kort, indledende åbningstale træder aftenens hovedperson frem på den scene, vi alle har rettet blikket mod.
Jubel og benovelse breder sig, inden den franske kunstner – sammen med sin danske allierede, CC’s direktør Marie Laurberg – løfter udstillingens jerntæppe og skubber os kærligt ind i Henrots betagende, mangefacetterede verden.
En verden, der folder sig særligt godt ud i det industrielle kunstcenter.
For Camille Henrot udtrykker begejstring for stedet, da jeg mellem ferniseringsjitter og megafans fanger hende og Laurberg til et hurtigt interview.
»Jeg blev straks glad, da jeg så rummet. Først og fremmest fordi jeg blandt andet udarbejder store skulpturer, hvorfor nogle af mine værker kræver meget plads«, siger Henrot og fortsætter:
»Rummet har samtidig en ældre karakter og føles som et sted for mekanisering og produktivitet. Derfor er det interessant at fylde det med noget, der bryder med den logik – gestusser, der ikke handler om effektivitet«.
Camille Henrot ‘Paper Planes’
Copenhagen Contemporary byder velkommen til Henrots hidtil største soloudstilling i Skandinavien. Henrot er en af verdens mest indflydelsesrige samtidskunstnere med en praksis, der spænder over film, maleri, bronze, tegning, skulptur og installation.
Centralt for udstillingen er den skandinaviske premiere på hendes nye film ‘In the Veins’ – som allerede er blevet anset for at være en ”øjeblikkelig klassiker” af Art in America – sammen med store installationer, der spænder over de sidste ti år af hendes praksis, og et udvalg af nye værker inden for skulptur og tegning.
Læs mere
Møde mellem det smukke og det gyselige
Laurberg nikker. Hun mener også, at Henrot og CC er et virkelig godt (dating-lingo incoming) match – og så mener direktøren i øvrigt, at Henrot er en af tidens vigtigste kunstnere.
»Jeg finder Camilles arbejde meget inspirerende, fordi det visuelt kommunikerer nogle idéer, som ikke rigtig kan formuleres med ord. Hun besidder ikke blot en særlig kunstnerisk sensibilitet, men ynder – med en bemærkelsesværdig personlig dybde – at forene det smukke med det gyselige, det humoristiske med det alvorlige«.
Og ja, kontrasterne og balancegangene er i fokus i den tværæstetiske ’Paper Planes’. Omringet af værker med en iboende je ne sais quoi-faktor bevæger jeg mig gennem udstillingen – bestående af fire forskellige rum – og passerer alt fra gigantiske, udprintede e-mails og installationer med technoklub-lys, der er lige dele dragende og psyko-irriterende, til en gyngehund og en krokodilleunge, der får akupunktur.
Legesyge som systemkritisk grundpille
Aftenens måske mest uventede kunstpræstation udspiller sig dog blandt publikum, da en ældre gæst begynder at hinke langs de hvide streger på et blåt, blødt faldunderlag. Misser jeg med øjnene, ligner han min nevø, når han leger jorden-er-giftig eller etbenet Pokémon.
Man skulle næsten tro, at han var hyret til hink og hop, for i denne udstilling – der i høj grad kredser om (nye) utopier og alternative virkeligheder – fungerer det voksne menneskes genetablering af barnets legesyge og fantasifulde blik som en systemkritisk grundpille.
»Barnets evne til at forestille sig alternativer er også det, der gør, at vi udvikler os«, siger Henrot.
»Nogen har på et tidspunkt spurgt, hvorfor kvinder ikke har stemmeret, eller hvorfor man ikke har prøvet at kurere kræft«.
Kreativitet kan rigtig nok redde liv – og rødt plys gulvtæppe a la Hugh Hefner er in.
Camille Henrot har nemlig formået at få det sidste rum, jeg entrerer, til at ligne en kitsch/kinky, men ualmindeligt fashionabel biograf.
Jeg tager dog ikke mange skridt, før Playboy-energien erstattes af noget langt mere tungsindigt. For herinde ligger udstillingens hjerte: Henrots seneste film ‘In the Veins’, der allerede er udråbt som en øjeblikkelig klassiker af Art in America.
Hårdtslående videoværk
Sammen med cirka 30 andre gæster sætter jeg mig i stilhed og fæstner blikket til storskærmen, hvor hurtige krydsklip binder hverdagslivet anno 2026 sammen med større biodiversitetskriser, og hvor en insisterende økokritisk åre tvinger os til at forholde os til (om)sorgens kompleksitet.
Den er bevægende, hårdtslående og fremragende – og indimellem ubehagelig at se. Lykkeligvis er foyerens bar stadig åben, så den medfølgende klimaskam kan skylles ned.
Herfra bevæger folk med fadøl og afterparty-armbånd sig mod CC’s overetage, hvor dj-sets af Hekt spiller, og hvor en stor oppustelig, sci-fi’sk scene gør klar til først den sfæriske artist Alba Akvama og siden popcross-bandet Miaw. For ingen udstillingsåbning uden bravur og shoegaze-effekter – og et ønske om, at vi går derfra med en ‘souvenir’. Eller som Marie Laurberg formulerer det:
»Jeg håber, publikum føler sig inspirerede. At kunsten giver nye måder at se verden på og udvider blikket. At man forlader udstillingen opløftet, men også udfordret«.
Da jeg – efter at have stenet over, hvor sejt jeg synes, det er, når unge mennesker kan spille saxofon og maracas – går derfra, har jeg lidt af det hele med: håb i sindet, ondt i sjælen, øl i blodet og pletter på tøjet. Og et løfte til mig selv om, at jeg snart kommer tilbage.
Besøg Copenhagen Contemporary
CC er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskkunstens verdensstjerner og nye talenter.
Læs mere
